Udvikling i landdistrikterne 1
Udvikling i landdistrikterne 1
Udvikling i landdistrikterne 1
Vesthimmerlands Kommune er beliggende i det centrale Himmerland i smørhullet mellem Aalborg og Viborg. Området er kendetegnet ved den 90 km lange Limfjordskyst samt et storslået, oplevelsesrigt naturlandskab med særligt mange ådale.
Vesthimmerland omfatter byer som Farsø, Løgstør, Aars og Aalestrup, men størstedelen af kommunen udgøres af landområde og mindre landsbysamfund. Godt halvdelen af Vesthimmerlands indbyggere bor i de i alt 45 landsbyer, der repræsenterer landdistrikterne. Hver især udgør de en vigtig del af det samlede Vesthimmerland, og det er derfor også en fælles ambition i kommunen at sikre en positiv udvikling af landdistrikterne.
I samarbejde med Vesthimmerlands Kommune og landsbyernes borgere har vi udarbejdet skitseforslag og program til områdefornyelser i landdistrikterne. Formålet med fornyelserne er at udvikle og omdanne landområderne med fokus på at aktivere uudnyttede potentialer, der kan bidrage til at gøre landdistrikterne mere attraktive for bl.a. bosætning og turisme.
Områdefornyelsesprogrammet ‘VESTHIMMERLAND - Udvikling i landdistrikterne’ tager udgangspunkt i de lokale udviklingsplaner - også kaldet LUP’er - for hver af kommunens otte distrikter. Programmet er således en videreudvikling af idéer, tanker og forslag fra arbejdsgrupperne og visionsrådene i hver af de repræsenterede distrikter.
Med afsæt i disse visioner samt stedernes iboende kvaliteter og udviklingspotentiale har vi udarbejdet en række skitseforslag, der skaber et bedre grundlag for at kunne tiltrække tilflyttere og øge turismen. Forslagene omfatter bl.a. en række stiprojekter både i det nordlige Vesthimmerland omkring Skarp Salling, Vindblæs og Aggersund og det sydlige Vesthimmerland omkring Aalestrup, Tebstrup og Østerbølle. Stiprojekterne har det fælles mål at skabe nogle oplevelsesrige forløb, der iscenesætter og formidler områdernes natur, kultur og historie og skaber gode rammer for friluftsliv.
Flere af projekterne er fokuseret omkring friluftsaktiviteter til vands, herunder bedre rammer for leg, ophold og vandsport. Dette forløses bl.a. ved at etablere nye og bedre faciliteter for ophold og omklædning nær vandet samt badebroer, der tilgodeser en bred brugergruppe. I Ravnstrup har vi udarbejdet et forslag til, hvordan man kan omdanne og forskønne byens vandtårn og i Vegger et bud på omdannelse af byens torv, så det bliver mere anvendeligt og inviterende som ramme om både store og små begivenheder i lokalsamfundet samt et godt pausespot for turister, der ankommer via Banestien og Hærvejen.
ÅR
2023
STED
Vesthimmerland
BYGHERRE
Vesthimmerlands Kommune
SAMARBEJDE
Borgergrupper og Vesthimmerlands Kommune