Områdefornyelse Aggersborg
Områdefornyelse Aggersborg
Områdefornyelse Aggersborg
Områdefornyelsesprogrammet ’Aggersborg og Aggersund’ tager afsæt i ønsket om en positiv og værdiskabende udvikling af de to områder til glæde for lokale borgere og turister.
Områdefornyelsen har bl.a. fokus på omdannelsen af området omkring Aggersborg. Aggersborg udgør den største af i alt fem danske ringborge opført af Harald Blåtand i 900-tallet. I 2023 blev ringborgene optaget på UNESCOs verdensarvsliste, hvorfor man har en klar forventning om, at ringborgene fremover vil tiltrække et stigende antal besøgende, potentielt fra hele verden. Man ønsker på den baggrund at løfte området omkring Aggersborg, så det er rustet til at tage mod flere turister og skabe gode rammer for præsentationen og formidlingen af ringborgen.
Aggersborg udgøres af et tredelt kulturmiljø bestående af den ’forsvundne’ ringborg Aggersborg, middelalderkirken Aggersborg Kirke og Kongsgården Aggersborggård. Med en særlig hensyntagen til kulturmiljøet og det helt særlige landskab, har vi udarbejdet en helheds- og etapeplan for området.
En helt central del af omdannelsen omhandler infrastrukturen hhv. hvordan og hvorfra man ankommer til Aggersborg. Det foreslås at man på sigt omlægger den nuværende ankomstvej, så den ligger udenfor beskyttelseszonen og i højere grad tilpasser sig kulturmiljøet, blandt andet ved at tage udgangspunkt i områdets eksisterende geometrier hhv. ringborgens cirkulære form og syd/nord og øst/vest akserne. Den nye vej skal lægge større afstand til ringborgen og samtidig være med til at iscenesætte den. Større afstand vil tilmed give plads til parkeringsarealer, der kan udvides langs cirklen efter behov. Parkeringspladserne indpasses i landskabet, så de sløres mest muligt.
Hærvejen op gennem Jylland passerer den nærliggende Aggersund by. Her synes det oplagt at etablere et ’Hærvejs-shunt’, en forbindelse eller sløjfe på Hærvejen, der fører ud omkring Aggersborg, og som blandt andet vil passere gennem det naturrige strandengsområde vest for Aggersund via en nyetableret boardwalk. En oplagt ankomstrute for cyklister og gående.
Omkring ringborgen arbejdes der med tre nedslagsområder, hhv. nord, øst og syd for ringborgen, der alt sammen har som mål og udfordring at kunne favne at både beskytte stedet og kulturværdierne, og samtidig iscenesætte og give plads til benyttelse og oplevelse af området for flere besøgende.
Med ønsket om en primær ankomst fra det højereliggende landskab mod nord, hvor ringborgen opleves med Limfjordslandskabet som baggrundtæppe, etableres der som en del af første etape et ankomstområde sydøst for kirken med parkering og madpakkelund med et mindre velfærdshus. Syd for Kirken i ankomstaksen frem mod Aggersborg, foreslås en midlertidig info- og formidlingspavillon placeret på en svag løftet bakke, udformet som et ringformet, letsvævende bygværk evt. kaldet ’Rune-ringen’. På sigt foreslås opført en større og mere permanent bygning kaldet ’Stævnen’ med udsigt ud over ringborgen og Limfjordslandskabet, med plads til udstillinger, foredrag, spisested, toilet og garderobefaciliteter, mv.
Begge bygværker har i deres arkitektur og koncept bl.a. taget afsæt i en formidling af Aggersborg ringborg ud fra en fortolkning af datidens bygningskultur med Grubehuse og deres bygningsgeometrier.
Herudover har det været vigtigt at formidlingsstedet er tilpas iøjnefaldende som mødested og adgangsport, samt et rart sted at opholde sig med ly og læ, hvor der oftest er vindomsust.
Formidlingen består blandt andet af ’plancher’, modeller af anlægget, vikingefund, o.m.m. Interaktive formidlingsgreb og andre måder, som for eksempel film og foredrag kan ligeledes rummes indenfor rammen.
Mod øst etableres en info- og formidlingspassage, der kan fungere som ankomstområde for især gående, der kommer via ’Hærvejsruten’. Langs passagen vil der være informationsplancher, hvor stedets historie formidles gennem tegning, tekst og billeder. Ad passagen føres man gennem en lille plads og videre ad en sti ind til ringborgen.
Som en del af helhedsplanens tredje etape foreslås det, at man inddrager og aktiverer en del af Aggersborggård som formidlingssted. Dette omfatter blandt andet en transformation af laden, der kan danne ramme om udstillinger og events samt cafe og souvenirshop. De eksisterende gårdarealer kan aktiveres i forbindelse med f.eks. vikingetræf, markedsdage og åbent hus-arrangementer.
ÅR
2023
STED
Aggersborg
BYGHERRE
Vesthimmerlands Kommune
SAMARBEJDE
Borgergrupper og Vesthimmerlands Kommune