Å-parken i Aars
Å-parken i Aars
Å-parken i Aars
Aars ligger i den østlige del af Vesthimmerland og er med sine 8.671 indbyggere (2024) kommunens største by. Byen rummer både folkeskoler, uddannelsessteder, idrætsfaciliteter, et bredt udvalg af kulturtilbud og et velfungerende handelscentrum. Aars er således et attraktivt sted at bosætte sig; dog savner man kvalitetsrige grønne byrum og mødesteder, der skaber balance mellem by og natur.
Med opbakning fra lokale borger- og interessegrupper, samt områdefornyelsesprogrammet ’Å-parken i Aars’, er det Vesthimmerlands Kommunes ønske at skabe et naturrigt og attraktivt samlingssted i Aars bymidte, der kan være katalysator for at styrke eksisterende fællesskaber og skabe rum til at nye kan blomstre. Parkområdet er desuden et centralt og betydningsfuldt ’led’ i en grøn korridor, der slynger sig igennem byen fra Aars Skov mod nord til Tvebjerg Naturpark mod syd, og med tråde ud til større naturforbindelser såsom Hærvejen.
Projektet tager sit fysiske udgangspunkt midt i Aars bymidte. Her ligger i dag et uforløst potentiale i et større græsklædt areal omkring Vesthimmerlands Museum og Ungdomsskolen Hotspot, som man ønsker at indfri gennem områdefornyelsesprojektet.
Igennem nye initiativer er det ambitionen at løfte området, så det fremadrettet kan blive et levende og inviterende parkområde til glæde for byens brugere og omkringboende. Å-parken skal være et mangfoldigt mødested; et grønt åndehul med artsrigt naturmiljø og med plads til alle aldersgrupper.
Parken skal kunne danne ramme om hverdagslivet, men også både større og mindre begivenheder forbundet med museet, ungdomsskolen, gymnasiet og byen generelt, f.eks. udendørs udstillinger, parkvandringer, byfester, markedsdage, mv.
Et af parkens hovedgreb omhandler genåbningen af et rørlagt å-løb mellem Himmerlandsgade og Jyllandsgade. Å-løbet er med til at udgøre et helt særligt sted i parken, en lille oase midt i byen, hvor vand og natur mødes. Et miljø med vilde blomster og planter og gode rammer for at et mangfoldigt dyre- og insektliv kan udvikle sig og sprede sig til resten af parken.
Per Kirkebys bygningskunstværk Vesthimmerlands Museum skaber en naturlig inddeling af parken og gør det muligt at definere forskellige zoner, der tilgodeser både større grupper og begivenheder, men også mere afgrænsede og rolige områder til afslapning og fordybelse.
Inspireret af Per Kirkebys billedkunst og farvepaletter foreslås arealerne omkring selve Museumsbygningen på sigt anlagt med langstrakte arealer og klynger med særlige græsser - i en komposition af flere farvenuancer.
I relation til ’Å-parken’ arbejdes der med ’Pladsen’ et større, identitetsløst parkeringsareal, som med fordel kunne fremstå som et samlet harmonisk byrum. Her fokuseres på belægning og sammenhængende begrønning.
ÅR
2024
STED
Aars
BYGHERRE
Vesthimmerlands Kommune
SAMARBEJDE
Borgergrupper og Vesthimmerlands Kommune